Det er SIG’s interesse proaktivt at bidrage til, at selskabets aktiekurs på ethvert tidspunkt bedst muligt reflekterer selskabets værdier og fremtidige indtjeningspotentiale. Derfor vil SIG føre en åben og aktiv dialog med nuværende og potentielle investorer, analytikere samt øvrige interessenter om selskabets forretningsudvikling og finansielle stilling. Formålet er at sikre deltagerne på aktiemarkedet det bedst mulige informationsgrundlag for uafhængigt og selvstændigt at vurdere selskabets markedsværdi og derved skabe fundamentet for en fair prisdannelse på aktien.
SIG’s informationsindsats består først og fremmest i udsendelse af selskabsmeddelelser om alle væsentlige forhold i selskabet samt at vedligeholde en detaljeret beskrivelse af selskabets forretningsaktiviteter og finansielle udvikling på selskabets hjemmeside. Væsentlige selskabsmeddelelser sendes til aktionærer og interessenter, der har bedt om at modtage elektronisk information.
Endvidere deltager SIG gerne i møder med nuværende og potentielle investorer samt analytikere m.fl. for at uddybe selskabets udvikling inden for rammerne af de børsetiske regler. Der afholdes ikke investormøder eller lignende i 4-ugers perioden op til offentliggørelse af regnskabsmeddelelser. Dog besvares fortsat opklarende og faktuelle spørgsmål i denne periode, ligesom SIG gerne deltager ved generelle præsentationer f.eks. om selskabets forretningsmodel.
SIG vil sikre, at informationen er rettidig, nøjagtig og så fyldestgørende som muligt under hensyn til rimelig lovlig beskyttelse af selskabets kommercielle interesser. Alt informationsmateriale udarbejdes og distribueres i overensstemmelse med NASDAQ OMX Copenhagen A/S’ regler for udstedere.
Selskabets IR-aktiviteter varetages af den administrerende direktør samt bestyrelsformanden.